Tip en ven         Bookmark and Share     Sitemap      

Børnehaveklassen - 0. klasse

Børnehaveklassen er et tilbud til de 5-6-årige børn og er tildelt 5 lektioner om dagen. Børnene skal møde hver dag fra kl. 8.00 til kl. 12.35.

Formålet med børnehaveklassen er bl.a. at gøre barnet tryg ved skolens lokaliteter, frikvarter, de ældre elever, deres egne klassekammerater samt det øvrige personale på skolen.

Børnene kommer til børnehaveklassen fra forskellige institutioner og hjem. I børnehaveklassen undervises i sociale kompetencer, hermed får børnene nogle strategier til at mestre det sociale samspil, hvor de færdes. Børnehaveklassen er venneklasse med skolens 1. klasse.

For at skabe tryghed i hverdagen får børnene fra den første dag en ”makker”. En makker sidder man ved siden af - holder man i hånden, når vi går tur - og man kan altid få hjælp af sin makker. Der byttes makker 4 gange om året.

Undervisningen i børnehaveklassen gives overvejende i form af leg. Der arbejdes med sproglig opmærksomhed. Gennem leg, rim og remser, bogstavernes form, navn og lyd - sætninger - ord og stavelser stimuleres opmærksomheden på sproget for at skabe de bedst mulige betingelser for en god læse- og staveindlæring i 1. klasse. Børnene lærer talkendskab fra 0 - 31.

Der arbejdes med førskolebøger, der i form af billeder lægger op til emner som følelser, samværsformer, børn i andre lande, konkrete ting i naturen og børnenes egen hverdag.

Færdselsundervisning indgår som et naturligt emne i børnehaveklassen. På ture rundt i byen bliver børnene klar over faremomenterne i trafikken.

De bliver bekendt med færdselsregler, som har særlig betydning for deres alder. - Der afsluttes med en gå-prøve.

Sang, historielæsning og fri leg indgår naturligt i dagligdagen.

I børnehaveklassen er der gymnastik 2 gange ugentlig. Ved hjælp af musik - boldspil - redskaber - sociale lege motiveres børnene til at bevare glæden ved at bevæge sig.

I løbet af året får børnene edb-introduktion. Hvert barn bruger navn og password, som følger den enkelte i hele skoleforløbet.

Fra vinterferien til sommerferien er den kommende klasselærer med i børnehaveklassens undervisning - 1 time ugentlig.

Børnehaveklassen tager på hyttetur med én overnatning. Dette foregår sidst på skoleåret, når børnene føler stor tryghed ved hinanden. På denne tur er vi afhængige af forældrenes hjælp.

Indskolingen (dvs. bh.kl., 1., 2. og 3. klasse) har 3 gange årligt emnedage sammen.

Hver gang der er fællesaktiviteter på skolen er børnehaveklassen også med. Her kan bl.a. nævnes idrætsdag, juleafslutning i kirken, fastelavn, en musikgruppe på besøg, teatertur, skolefest, tur til Fårup Sommerland og skoleafslutningen før sommerferien.

I børnehaveklassen opnår det enkelte barn succes overfor de stillede krav. Børnene får forståelse for forskellen på at lege og at lære. Når året er omme, har børnene tryghed og lyst til at begynde på 1. klasses nye udfordringer sammen med deres kammerater.

 

For nok er det leg vi øver,

men det er for børn det bliver gjort.

Det lønner sig dog om vi prøver

at indse, det er noget stort.

 

fra ”Jeg binder en laurbærkrans”

 

Solsideskolen | Kirke Allé 7, 9400 Nørresundby - Danmark | Tlf.: 98172340 | kontoret.851052@skolekom.dk