I Danmark er vi så heldige, at vi ved siden af et offentligt undervisningssystem har en mangfoldighed af privat- og friskoler. Disse skoler er meget forskellige. Man kan f.eks. som sit udgangspunkt have en kristen målsætning eller lægge hovedvægten på kreative og musiske udfoldelser eller noget helt tredje. Solsideskolen hører rent organisatorisk til i Danmarks Privatskoleforening. Det er gruppen af skoler, som lægger vægt på en solid boglig indlæring, men hvor også kreative og musiske udfoldelser spiller en væsentlig rolle.
Solsideskolen blev taget i brug d. 11. november 1902. Skolen har naturligvis i de forløbne hundrede år undergået store forandringer, men også i dag prøver vi efter bedste evne at leve op til nogle principper, som jeg er sikker på har været gældende i hele skolens levealder:
- Vi tilstræber en så mobningsfri skole, som overhovedet muligt.
- Vi lægger vægt på, at omgangstonen er venlig og høflig.
- Vi prioriterer tidssvarende undervisningsmidler højt.
- Vi satser på, at den enkelte elev får det maksimale udbytte af undervisningen.
Vi mener, at skolens størrelse og hele opbygning giver os gode muligheder for at leve op til ovenstående mål. Blandt skolens mål er en god forældrekontakt særdeles ønskelig. Denne kontakt opnås på forskellige måder - gennem møder og skriftlige underretninger. Her kommer så som noget nyt skolens hjemmeside ind. Der har foregået en stadig udvikling på hjemmesideområdet, og vi håber, at denne måde at meddele sig på vil være til gavn og nytte for skolens nuværende og kommende elever og forældre.